Varmepumpe | Sådan finder du den bedste pumpe til dit behov
I de kolde måneder bliver mange opmærksomme på behovet for varme i hjemmet – men det kan hurtigt være en dyr sag at få opvarmet et hus, og i den forbindelse kan det være, du skal overveje en billigere og mere holdbar løsning.
Der er naturligvis tale om en varmepumpe. Der kan hurtigt være mange penge at spare, om end udgiften til at begynde med kan virke høj. Men hvad er værd at vide om sådan én, hvordan virker den, og hvordan finder du den, der passer bedst til lige netop dit behov? Det får du svar på i denne korte guide, der hjælper dig godt på vej mod din nye varmepumpe.
Hvad er en varmepumpe egentlig?
Først og fremmest er det på sin plads at definere, hvad en varmepumpe egentlig er, og hvad den kan. En varmepumpe er et elektrisk apparat, der benytter luftens naturlige varme til at producere varmeenergi til dit hjem, enten via luften eller via vandet, der løber i dine radiatorer eller gulve. Det er således en utrolig effektiv varmekilde, og også billigere end mange andre løsninger, netop fordi den typisk ikke bruger ret meget strøm i forhold til den energi, den udleder.
Sådan finder du den mest energieffektive varmepumpe
En varmepumpe er i mange tilfælde koblet til en varmtvandsbeholder og en udendørs blæser, som tager luft ind. Selvom det kan lyde dyrt i strøm, er det oftest en utrolig energieffektiv løsning, men du kan altid holde øje med, om din varmepumpe bruger meget eller lidt strøm. Det måles i det såkaldte SCOP, eller normeffekt, der er et udtryk for, hvor meget varmeenergi der udledes per kilowatt strøm. De fleste varmepumper i energiklasse A ligger på 4 SCOP, som blot betyder, at der produceres 4 kilowatt varme for hver kilowatt strøm, der bruges.
Teknologisk Institut tester jævnligt varmepumper, og du bør derfor altid købe en varmepumpe, der er anbefalet af dem, så du er sikker på at få den bedste handel. På den måde sparer du hurtigt penge på den lange bane og forbruger samtidig mindre strøm.
Skal din varmepumpe være af den ene eller den anden slags?
Når du skal vælge din varmepumpe, er det ligeledes vigtigt at overveje, hvad din varmepumpe skal bruges til, og hvor den skal sidde. Grundlæggende findes der nemlig to forskellige typer: en luft-til-luft og en luft-til-vand.
Førstnævnte installeres typisk i huse, som man ikke bruger til daglig, som eksempelvis sommerhuse, hvor man kun nogle gange om året har brug for at få varmet huset op. Den er en smule mindre energieffektiv, men er god til at skabe et godt indeklima eller holde huset lunt året rundt på en billig måde.
En luft-til-vand-varmepumpe er derimod mest almindelig i hjem, der bruges hele året, fordi den er noget mere effektiv, men som følge deraf også en smule dyrere. Som navnet antyder, kobles den til varmtvandsbeholderen og varmer på den måde huset op via radiatorer, gulvvarme og brugsvand.
Du skal derfor nøje overveje, hvad behovet for varmepumpen er, og hvad den skal varmes op til, inden du køber nyt. Overvej også, hvis du skal bruge varmepumpen til et sommerhus, om der er flere ting, der skal varmes op foruden huset – det være sig eksempelvis en pool.
Gør en god – og klog – investering
En varmepumpe er som nævnt en god, men dyr investering til at begynde med. En god tommelfingerregel siger, at det tager omkring seks år at tjene pengene hjem på varmepumpen, men derfra er det til gengæld også utroligt billigt. Som med så meget andet går kvalitet og pris hånd i hånd, så sørg altid for, at du ikke går på kompromis med prisen – det kan nemlig mærkes på kvaliteten.
Der er dog gode muligheder for dig som forbruger, for du kan søge tilskud fra energiselskaber, der er forpligtede til at nedbringe danskernes energiforbrug. Derudover har du mulighed for at få håndværkerfradrag, så du har altså rigeligt med muligheder for at finansiere apparatet. Du vil ikke fortryde det.
Har vi overset noget eller har du en god idé? Du er altid velkommen til at skrive til os på info@informeo.dk med feedback, gode ideer eller andet input.