Hvad laver en køberrådgiver?
En køberrådgiver hjælper dig med at komme sikkert i mål med dit boligkøb, så du undgår dyre faldgruber. Hvad de tilbyder af ydelser varierer afhængigt af hvilken rådgiver du vælger.
I denne artikel beskriver vi de mest almindelige ydelser.
Uanset hvilken køberrådgiver du vælger, er det vigtigt at sikre, at vedkommende har ansvarsforsikring, så du er dækket, hvis der opstår fejl i rådgivningen.
Derefter skal du beslutte, hvor meget rådgivning du har brug for, da en køberrådgiver typisk kan hjælpe med følgende:
At finde den rette bolig
Mange køberrådgivere har tidligere arbejdet som ejendomsmæglere og har derfor god kendskab til markedet og har set mange boliger. De kan hjælpe dig med at undersøge markedet og finde den perfekte bolig til dig.
Teknisk gennemgang af ejendommen
Nogle køberrådgivere samarbejder med byggesagkyndige, der kan hjælpe med at foretage en teknisk gennemgang af boligen.
Uanset om køberrådgiveren kan hjælpe med at gennemgå boligen eller ej, er det en god idé at få en byggesagkyndig til at vurdere boligen. Derved kan du være sikker på, at du får en god forståelse for boligen samt eventuelle fejl og mangler.
Gennemgang af dokumenter
En køberrådgiver vil typisk hjælpe dig med at gennemgå alle dokumenter for at sikre, at alt er lovligt på ejendommen og at alle registreringer er korrekte.
Det kan virke banalt, men det er ikke unormalt, at folk glemmer at søge de nødvendige tilladelser fra kommunen, før de påbegynder byggeri eller renovering.
Dette kan få alvorlige konsekvenser, da kommunen kan kræve, at ejendommen lovliggøres, hvis de opdager det. Husk, at lovliggørelse kan medføre, at ulovlige konstruktioner skal rives ned, hvilket kan være en dyr affære.
Finansiering
Nogle køberrådgivere hjælper også med at sikre den bedst mulige finansiering. Vær dog opmærksom på, at dette kræver godkendelse fra Finanstilsynet samt en særlig forsikring for at kunne rådgive om finansiering.
Du kan finde en liste over alle godkendte finansielle rådgivere på Finanstilsynets hjemmeside:
https://virksomhedsregister.finanstilsynet.dk/listeudtr%C3%A6k.html
Du skal vælge “Finansielle rådgiver” under virksomhedstype. Deres hjemmeside kan desværre godt være lidt svær at overskue, derfor kan du downloade listen nedenfor. Du skal være opmærksom på at listen måske ikke er helt opdateret, da listen er fra april 2023.
Liste over Finansielle rådgiver april 2023
Prisforhandling: Køb ejendommen til den rigtige pris
Prisforhandling kræver erfaring, og mange køberrådgivere har denne erfaring. En køberrådgiver kan hjælpe dig med at forhandle prisen, så du opnår den bedst mulige pris for ejendommen.
Hjælp til prisforhandlingen kan også beskytte dig mod en af de store faldgruber ved køb af ejendom: at blive for følelsesmæssigt knyttet til en ejendom. Det kan ende med at blive en dyr fornøjelse, hvis du ikke formår at bevare en fornuftig tilgang.
Gennemførelse af handlen
En anden vigtig rolle for en køberrådgiver er at sikre, at handlen gennemføres korrekt og til din bedste fordel.
Dette kan omfatte opgaver som:
- Gennemgang af købsaftalen
- Dialog med banken og sælgerens ejendomsmægler
- Sikre overholdelse af alle frister, f.eks. deponering og bankgaranti
- Skøde
- Refusionsopgørelse
Er det nødvendigt med en køberrådgiver?
Der findes ingen regel om, at du skal have en køberrådgiver, når du køber en bolig. Det er derfor ikke et krav for at kunne købe en bolig. Dog er det i de seneste år blevet mere og mere almindeligt at alliere sig med en køberrådgiver i forbindelse med boligkøb.
Konklusion
En køberrådgiver spiller en væsentlig rolle i købsprocessen af en ejendom. Deres opgaver kan omfatte alt fra at hjælpe med at finde den rigtige bolig og foretage tekniske gennemgange af ejendommen til at sikre, at alle dokumenter er i orden og at handlen gennemføres korrekt.
Desuden kan de også bistå med prisforhandling og finde den bedst mulige finansiering. Det er vigtigt at vælge en køberrådgiver, der er ansvarsforsikret, for at sikre sig mod eventuelle fejl i rådgivningen.
Med en køberrådgiver ved din side kan du føle dig mere tryg og sikker under hele købsprocessen og undgå potentielle faldgruber.
Kan vi gøre det bedre?
Har vi overset noget eller har du en god idé? Du er altid velkommen til at skrive til os på info@informeo.dk med feedback, gode ideer eller andet input.